Nationalsocialister spreder propaganda i Brændgårdsparken mod klub for unge

Brændgård Unge Club fik ødelagt opslag af foreningen Nordfront
Getting your Trinity Audio player ready...

herning Den nationalsocialistiske gruppe Nordfront har været på spil i Brændgårdparken i Herning.

I ly af mørket har gruppen, der kalder sig selv en nordisk modstandsbevægelse, været rundt i alle opgange i boligblokkene og ødelagt et opslag, Brændgård Unge Club har hængt op.

På opslaget inviterer klubben alle unge i alderen 13 til 25 år til at komme ned i klubben.

Det sker både på dansk og på arabisk.

Den arabiske tekst er enten ødelagt eller dækket af klistermærker med Nordfronts logo og en stor knyttet hånd.

Rystet over aktionen

En løbeseddel med overskriften »Til kamp mod forbryderne« og bevægelsens mærkesager om indvandring, militær, dyrevelfærd og folkedomstole er lagt i alle postkasser.

Lillian Nykjær og de andre frivillige i Brændgård Unge Club er rystede over aktionen.

– Og de havde lagt et billede på deres hjemmeside, hvor man kunne se mit navn på postkassen. Jeg skrev til dem, at det skulle de fjerne. Jeg vil ikke rodes sammen med det der nazi-noget. Det gjorde de så også, fortæller Lillian Nykjær.

En anden frivillig, René Dyhr, er ærgerlig over hærværket.

– Det er selvfølgelig træls, når man har lagt tid og arbejde i at hænge alle de løbesedler op og de så bliver ødelagt, siger René Dyhr.Læs også

15.000 finner demonstrerer mod racisme efter dødsvold

Aktivister fra Rede 1

Nordfront omtaler på sin hjemmeside under banneret »kamprapporter« aktionen i Brændgårdparken.

»Aktivister fra Rede 1 har spredt Modstandsbevægelsens propaganda i Herning. Der blev delt over 300 flyveblade ud til postkasser og sat plakater op. I visse opgange hang der arabiske oversættelser, hvilke blev destrueret eller klæbet over med Modstandsbevægelsens klistermærker« fortæller Nordfront.

Herning Folkeblad har forsøgt at møde Nordfront, men i en mail takker man pænt nej med den begrundelse, at man har »forrygende travlt med både planlægning af aktioner og rekruttering«.

I en mail til Folkebladet fortæller Nordfront om aktionen i Brændgårdparken.

»Modstandsbevægelsen valgte at dele materiale ud netop der, på grund af den store andel af racefremmede beboere. Den Nordiske Modstandsbevægelse ønsker blandt andet et forenet Norden, beboet udelukkende af etniske nordboere. Derfor ser Modstandsbevægelsen det som en oplagt mulighed, at sprede deres budskab til de danskere som befinder sig i sådanne boligområder, hvor de er tvunget til at leve side om side med racefremmede, med alle de problemer der følger med en sådan demografisk sammensætning. Der blev kun lagt flyveblade i postkasser med danske eller europæiske navne, da det er disse folk Modstandsbevægelsen ønsker at nå.«

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kontakt