Getting your Trinity Audio player ready...
|
Tyrkiets islamistiske prædident Recep Erdogan sender talrige jihadimamer til Danmark for at påvirke samfundet og herboende tyrkere.
Tyrkiet under præsident Recep Erdogan er ligesom Rusland under Putin blevet en krigsførende nation. Ikke kun på klassisk facon med soldater og kampvogne, men meget mere sofistikeret og derfor farligere: Det er sværere at opdage, førend skaden er sket.
Erdogan, der af mange mere betragtes som en religiøs autoritet end en politiker, har længe åbent erklæret sine drømme om islamisering af Europa. For nyligt beordrede han herboende tyrkere til at få mindst fem børn. Det sker med henvisning til, at tyrkere skal være “Europas fremtid.” Ved tidligere lejligheder har han forbudt udvandrede tyrkere at tilpasse sig vestlige værdier.
Erdogans strategi hviler på tre søjler: 1) Terrorisme, 2) demografisk overtagelse og 3) islamisering af Vesten og herboende tyrkere gennem en hær af imamer. Imamerne er uddannet af Tyrkiets radikale religionsministerium, der i udlandet opererer under navnet Diyanet.
Terrorstøtten sker på flere måder og viser med al tydelighed Erdogans ståsted, når det kommer til jihad. Tyrkiet har velvilligt fungeret som transitland for europæiske jihadisters vej frem og tilbage til den syriske slagmark. Derudover har Erdogan støttet Islamisk Stat økonomisk ved at købe terroristernes olie og skaffe våben til den effektive organisations krigere.
Tyrkiet under Erdogan støtter også terrororganisationerne Hamas og Det Muslimske Broderskab. Erdogan bekender sig jævnligt offentligt som tilhænger af Det Muslimske Broderskab ved bl.a. at vise organisationens rabia-håndtegn (fire fingre). Broderskabet, hvis motto er “Allah er vores mål, Koranen er vores grundlov, Profeten er vores leder, jihad er vores vej, død for Allahs sag er vores ønske, Allahu akbar!”, findes også i Danmark.
Den anden søjle i Erdogans jihad består i demografisk overtagelse af Vesten. Hans regering har længe på forskellig vis lagt pres på EU for, at Tyrkiets 80 mio. borgere skal have visumfri adgang til Europa. Som straf for, at dette endnu ikke er sket, har Erdogans styre åbnet for, at hundredtusinder af illegale migranter kan komme til Europa via Tyrkiet. Dertil kommer som nævnt opfordringen til herboende tyrkere om at få masser af børn, som i fremtiden kan overtage Europa.
Den tredje søjle i præsident Recep Erdogans krig mod Europa udgøres i høj grad af Tyrkiets religionsministerium. I udlandet opererer ministeriet under navnet Diyanet (“Direktoratet for religiøse affærer”). Diyanet prædiker en særlig brutal udgave af islam, den såkaldte hanafi-skole, der går ind for stening og drab for frafald fra islam.
Diyanet er en global mastodont, når det kommer til udbredelse af islamisme. Den har 150.000 ansatte, en TV-kanal, der 24 timer i døgnet prædiker deres version af Koranens budskab på tyrkisk til tyrkere verden over, og den har utallige skoler, der “gør det muligt for selv helt små børn at leve en komplet religiøs livsstil.”
Det er blevet afsløret i Tyskland – og nu også i Danmark – at Diyanets vidtforgrenede netværk spionerer imod herboende tyrkere og angiver dem til Erdogans brutale styre, såfremt de ikke støtter den tyrkiske præsidents retningslinjer. Flere af Diyanets imamers hjem er i Tyskland blevet ransaget. Danmark har netop sigtet tre tyrkere for spionage imod herboende tyrkere.
Diyanets funktion er dels at radikalisere herboende tyrkere samt presse dem til i højere grad at tage deres religiøse værdier med ind i vores danske samfund. Dette kan komme til udtryk i form af indblanding i politik, krav om halal, tildækning af piger og kvinder og kønsadskillelse – altså forskellige former for islamisering, der undergraver dansk kultur og danske værdier.
Diyanet havde i 2017 hele 27 moskeer i Danmark. Otte af disse er i færd med at udvide. Og flere er på vej. Kun tyrkisk-talende imamer, uddannet på ved på radikale Diyanets skoler, har ret til at prædike i disse moskeer. Diyanets moskeer verden over får deres prædikener skrevet af Diyanet. Tyrkiets regering har således gennem sit globale netværk af moskeer fantastiske muligheder for at påvirke tyrkere verden over. Da religiøs magt ofte har meget stærkere påvirkning end politikeres udsagn, udgør Diyanet et særligt farligt våben imod Vesten. Her prædikes for flere børnefødsler, imod integration, og for terror og krig.
Tilbage i februar opfordrede utallige af Diyanets moskeer verden over til jihad: “Vores soldater viser hele verden, at vi er klar til at ofre alt for vores religion, vores flag og vores land. Enhver søn af vores land, som dør i kamp for sin religion (martyr), kalder på os. Den som dør for Allah, kald ham ikke død, men levende.”
At bruge moskeer til at opfordre til at kæmpe til døden for Allah, og at muslimer skal gå i krig for deres tro, er ikke fremmed for Erdogan. “Moskeerne er vores militærbarakker, deres kupler er vores hjelme, minaretterne er vores knive og muslimerne er vores soldater,” har han tidligere udtalt.
Ligesom Putins Rusland fører Erdogans Tyrkiet krig mod Vesten med skjulte midler. Og ligesom der i dag er sanktioner imod Rusland, bør Vesten sanktionere imod Tyrkiet. I Danmark kunne vi passende starte med at forbyde Diyanet-uddannede imamer indrejse. Derudover vil det give mening at forbyde Diyanet at eje eller drive moskeer her i landet. Et krav om, at prædikernerne i moskeer skal foregå på dansk, vil både give politiet bedre muligheder for at lytte med, og forhindre udenlandske eller dårligt integrerede imamer i at sprede deres værdier her. Endelig vil det give mening at forbyde udenlandsk finansiering af moskeer, friskoler og foreninger, for dermed at kunne sikre gennemsigtighed i, hvem herboende muslimer rent faktisk påvirkes af.